Månedsarkiv: marts 2020

14. marts

Danmark er lukket ned, grænserne er lukket. Alt er aflyst. En forvirrende ny virkelighed at forholde sig til. Pressemøder og tv-aviser. Har forsøgt at rationere, kun eet/en pressemøde/tv-avis i døgnet, ellers er det ikke til at holde ud. Men det holder ikke.

Den lidt nedladende holdning til mandens ekstra-indkøb for et stykke tid siden er erstattet af ros for fremsynethed. Han er i risikogruppen, og derfor er jeg også nødt til at holde mig på matriklen og i de grønne, udendørs områder. Og nul forretninger. Men det går fint med dagligvare-indkøb på nettet.

Solen skinner fra en skyfri himmel her til morgen. Det regner ikke. Vi må finde glæden frem.

Tidlig marts

Coronavirus. Milde himmel. Det er næsten ikke til at holde ud. Så megen usikkerhed. Den første smittede i Danmark klarede det fint og er rask,  men nu er ældre blevet udsat for smitte.

Og da ældre er sårbare over for virussen,  er alle nødt til at passe på for ikke at smitte. Og så blev vi oplyst om, at omkring 1500 hvert år dør i Danmark af influenza. Det er for mange en nyhed.

Nå, men så skal jeg ikke ud at rejse lige nu. Det afbøder jeg med bogen “Orientekspressen” af den norske journalist Torbjørn Færøvik. Med et atlas ved siden af er jeg  virkelig afsted. Fantastisk hvad den mand beriger med af viden ved siden af rejseoplevelsen. Rejsen går fra London til Samarkand. Til morgen har jeg været i Georgien og Aserbadsjan og er på vej til Turkmenistan.