December

En noget anderledes julemåned. Hold da op, hvor kan der dækkes fint op udendørs med juledug, tæpper, lys og godter – så det er muligt – iført varmt tøj – alligevel at se forskellige mennesker.

Og alt kan i dag købes på nettet. Mad og gaver. Og så må man leve med, at det, der ikke leveres, må undværes, eller skaffes på anden vis.

Et langt, langt juleaftensbord – til fire mennesker. Masser af sprit – til hænderne – og dørhåndtag.

Julefrokostfri juledage – gåture, sofa og streaming – men skiftes ud med bøger – for resten af Danmark streamer osse:)

Vi går mod lysere tider, dagene bliver længere. Og vaccinen er kommet. Der er håb.

November

Minkskandalen fyldte november. Og her blev det tydeligt, hvorfor politikere rangerer lavere end journalister og bilforhandlere.

Grundlovsbrud og traktordemonstration. Alle var enige om, at minkene skulle væk. At der så lige ved en fejl manglede et lovgrundlag, som alle jo vidste var nødt til at blive vedtaget – for man var jo enige om at minkene skulle væk – det fik sandelig ikke-regeringspolitikere til at gå amok og lugte – ikke minkblod, men regeringsblod……

Hvorfor bliver krudtet ikke brugt på gode ideer til den danske befolkning i corona-tiden?

Nu er minkene så gravet ned. Tæt på en badesø. Det må være en ommer. Er der ikke noget med at det københavnske affaldsanlæg er overdimensioneret? De må da kunne tage minkene…….

Oktober 2020

Det må være første gang i mit liv, at jeg siger: “godt jeg ikke er en mand”. I dag må det være svært. Med krænkelsessager udi sex, der vælter frem, må det være svært.

Jeg har ellers i min karriere et par gange tænkt, at det havde været nemmere, hvis jeg var en mand.

Hvis det at danse tæt på et dansegulv er sexisme, så bliver det rigtigt, rigtigt svært.

Magtudøvelse er noget helt andet. Og løgne.

Oktober 2020

Åh, suk, COVID-19 blusser op igen. Alle vegne. Det bliver en lang vinter. Heldigvis har vi haft en flot september med lune temperaturer.

Mundbind er det nye. Vendte det forkert, ingen sagde noget. Cyklen bliver brugt flittigt, offentlig transport er no go. En rute af en ny vej må opveje savnet af rejser. Og hvor er der mange fantastiske steder i Danmark. Tænk at et så lille land kan have så forskellige egne. Sjællands Odde har meget mere at byde på end en strækning til færgen. Glæder mig til gensyn med Nordjylland. Her er højt til loftet. Og ro på.

September 2020

Kristendom er den største religion i verden, og der er flest kristne, der forfølges på grund af deres tro, fremgår det af internationale rapporter. Men flest danskere har den opfattelse, at islam er den største religion, og at flest muslimer er udsat for forfølgelse.

Det fremgår af en undersøgelse af danskernes holdning til religionsfrihed og forfølgelse udført af analyseinstituttet Megafon for Tænketank For Forfulgte kristne.

Tankevækkende. Læs mere på www.tffk.dk

August 2020

Messerschmidt forsøger at få kristendom på dagsordenen. Det var hård kost for Deadline-journalisten. Det virkede som om det var  svært for hende at acceptere, at det ikke handler om at missionere, men om almindelig oplysning.

Kristendom er faktisk den største religion i verden, selvom islam nok har fået og får mest omtale.

Og Covid-19 har fået flere til at søge ind på teologistudiet.

Spændende at se, hvilken verden vi får at se, når vaccinen er her.

Juli 2020

Coronaen betyder ferie i Danmark for mange. De unge tager til Tyskland.

Krænkelseskulturen fortsætter. Glyptoteket mener det nødvendigt med formidlingstitler til to skulturer af J.A. Jerichau (1816-1883), der hedder “Slaven” og “Slavinden”. Formidlingstitlerne lyder:  “Slavegjort kvinde” og “Slavegjort mand”.

Altså, ingen er vel i tvivl om, at det er det, slavinde og slave betyder. Selv børn:)

Og nu må Eskimo is ikke længere hedde Eskimo is.

Juni 2020

Corona-fri Nordjylland – altså før Hjørring blev ramt. Her kunne vi – næsten – slå os løs. Thisted-frisøren var glad for at få besøg fra hovedstadsområdet, den lille brugs var en fornøjelse at handle i – med selvfølgelig afspritning – og Dankort koden kunne stadig huskes efter mange måneders handel på nettet, der ikke krævede kode. Kartofler og jordbær ved vejen med mobile pay. Et frisk pust fra hjemme-isolationen.

Vandene er delte. I Corona-fri områder er der ingen forståelse for dem, der passer på. Hysteriske. Men når 13 ud af et privat selskab på 15 bliver smittet med Corona, er det nødvendigt at passe på.

 

Maj 2020

Covid-19 hedder det nu. E-bøger er pludseligt interessante. Møder holdes på Face-Time og Zoom. Aflysninger, aflysninger. Både private og offentlige arrangementer. Håret bliver længere. Selv om frisørerne får lov at åbne. Der bliver bagt brød. Og det er blevet varmere at spise på terrassen med de unge mennesker. Og naturen. Smukke, smukke forår.

April

Verden er vendt på hovedet. Det vi skulle før, må vi ikke. Være sociale. Se vores familie og venner.

Vi ældre, der har styrtet rundt og gjort gavn, passet og leget med de små børn, er nu pludselig dem, der skal passes på. Og efter påske er det de små, der skal ud, og vi skal blive hjemme.

Mærkeligt at stå at råbe med datteren fra hver sin ende af den lille vej.

Men solen skinner, der er fuldmåne, og heldigvis kan vi gå rundt i de smukke områder vi kan finde, helst dem, hvor de andre ikke går.